16/3: Christchurch, 40 km
10 timers flyvetur fra Hawaii – om natten – det var rigtig godt. Det mærkes slet ikke så langt og tiden gik hurtigt. Vi lander lidt forsinket i Auckland – og skulle så skynde os videre til indenrigsterminalen til Christchurch – det var på et hængende hår. Men vi nåede flyveren, landede næsten planmæssigt kl. 10.30. Inden vi passagerer fik lov til at forlade flyveren – gik der folk igennem flyveren og sprøjtede med desinficeret væsker – lige som de skulle vide om vi havde været ude på travetur (og dermed havde jord under skoene) inden vi fik lov til at komme ud af flyverne og ind i landet…. – jow, de er strikse og meget opsatte på at holde landet rent.! Da vi slap fri fik vi vores autocamper og kørte mod en campingplads i CC. Puha – bilerne kørte i den forkerte side…… – det føles vildt mærkeligt – også at sidde i passager siden og sving mv.. Nå det vender vi os nok til. Vejret var overskyet – men lunt – så det var af sted til legepladsen i bare tæer og korte ærmer – mens vi gamle fik pakket ud. Det vi indtil nu har set af NZ er landskaber og huse der ligner en blanding af USA, DK, Østrig……… – ja, det er svært at definere. Men her er rent og pænt og vi føler os i meget trygge omgivelser.
Ungerne fandt nogle danske børn at lege med på legepladsen – det var de virkelig glade for.
Vi vil under rejsen komme til at bruge Top 10 campingpladserne en del og de kan ses på www.top10.co.nz
17/3: Christchurch – Fairlie, 259 km
Vi tjekkede ud af campingpladsen i CC kl. 10.00 og kørte syd på ned mod Fairlie, som ligger på vej op i bjergene. Undervejs gjorde vi holdt – både i naturen og i en by. Solen skinnede og der var rigtig dejligt vejr… – så vi legede og spillede antonius over camperen. Det er mange år siden vi sidste har gjort det og vi voksne kom helt til at puste. Vejene er fine. Vi ankom på pladsen kl. l6.00 – i fuld sol og fik kaffe og skrev dagbøger udenfor. Derefter fik Tø lavet ris, kylling, carry (ingen pommes… skønt) som også blev indtaget udenfor. Børnene vaskede op. Derefter gik vi alle en tur op i den lille by og fik os en is. Byen er klart præget af, at det ikke er højsæson – eftersom butikkerne er lukkede her om aftenen. Skiudlejningsbutikken er sært nok også lukket J. Campingpladsen er en lille campingplads – men ligger rigtig godt med udsigt til bjergene og solen der går ned bag dem.
18/3: Fairlie – Lake Aviemore, 280 km.
Vi kørte med det samme da vi stod op (klokken var blevet 9….) og kørte en times tid – til vi nåede Lake Tekapo – en af NZ’ s største og flotteste søer. Der spiste vi morgenmad helt nede ved søen – det er en ubeskrivelig flot sø – helt turkis grøn/blå og spejlblank samtidig med et rigt fugleliv. Der var 25 grader og helt vindstille – så vores havregryn smagte ekstra godt den morgen med den udsigt. Ved søen ligger en lille berømt kirke (Church of the Good Shepherd) som er kendt for sin begrænsede størrelse og dernæst er altertavlen et stort vindue med udsigt til søen. Meget imponerende syn.
Derefter kørte vi videre mod NZ’s højeste bjerg – Mount Cook, 3754 m. Inden bjerget gjorde vi holdt ved endnu en sø – Lake Pukaki. Ved Mt. Cook gik vi rundt i 25 graders varme for foden af bjerget – og kiggede op på isen (gletcheren) på bjerget – meget fascinerende og lidt uvirkeligt.
Vi spiste den dyrest frokost på turen – men maden og udsigten var prisen værd.
Så gik turen ned af bjergene igen hvor vi så fandt søen Aviemore, hvor vi overnattede. Det var så første gang vi ikke overnattede på en campingplads. Stedet er kendt for sin specielle og klare nattehimmel og stjerner. Det var en hyggelig aften om end der var lidt småmyg. Men som Klaus sagde; det her – det er rigtig camping….!
19/3: Lake Aviemore – Dunedin – 216 km.
Vågnede op til den flotteste udsigt ved søen – vel ca. 20 grader men blæsende, hvilket det for øvrigt blev ved med det meste af dagen. Først kørte vi til Oamaru – hvor der er små blå pingviner og sæler og derefter lidt ud af byen, hvor de guløjede pingviner holder til. Det er meget små pingviner – men de vralter fuldstændig som rigtige store pingviner (og TØ….). Vi fik også set et par små sæler. Videre syd på, på Sydøen kørte vi ned mod Moeraki Boulders – som er store runde sten der vokser op af jorden/klippen ved stranden. Der er ingen der ved hvorfor, eller hvor mange eller hvordan – men faktum er – at det er store runde sten der befinder sig på det sted – både i klipperne, på stranden og et stykke ud i vandet – og der kommer nye til hele tiden. Ifølge Maoriernes mytologi er kuglerne egentlig madkurve, der er faldet overbord fra de første kanoer !
Vi kørte til Dunedin som er en større by for at overnatte på en campingplads – her har vi planer om at blive i et par dage. Rikke og Louise har leget på legepladsen – Louise faldt af vippen og lige pludselig kunne hele campingpladsen høre hende. Hun havde slået ryggen og fået nogle skrammer på kinden – men hun overlever J
Vi har haft et par fantastiske dage med forrygende naturoplevelser – og generelt har vi bare haft bedre vejr end vi havde turdet håbe på – og det vil sige bare tæer og korte ærmer – med en cardigan på ind imellem.
20/3: Dunedin-Dunedin (dog med køretur ud på halvøen OtagoPenisula Map.), 80 km
Vi skulle blive på Dunedin campingpladsen endnu en nat – så vi havde ikke noget hastværk. Der blev lavet lektier og vasket tøj og Louise og Rikke fik leget til det sidste med en engelsk pige på 8 år – Estra – som de også fik mailadressen på. Godt middag kørte vi ind til selve byen og fik set den første kirke i det amt i NZ og dernæst en gammel togstation (slot) – der nu er lavet om til museum og særlige togruter for turister. Så gik turen ud til halvøen – via bjergene – uha der var ikke meget autoværn…. – men nok næsten den flotteste tur vi har oplevet. Ude på halvøen så vi sæler og albatrosser (de kan få op til 3 meters vingefang) – dem var ungerne vilde med at kigge på når de fløj over hovederne på os. Sælerne så vi lidt på afstand – de lignede meste skovsnegle. Vi kørte hjem af kystvejen og var på campingpladsen igen kl. l8.00 – hvor Rikke og Tø lavede ris og schnitzler og salat. Da vi var inde i byen så vi på huse hos en ejendomsmægler – det er ikke så dyrt hernede – et hus koster mellem tdkk. 500 og 2000 – men så er det også med udsigt udover havet. Klaus var lidt træt efter den hårde bjergkørsel… og det var der ikke noget at sige til – han gør det godt den kære mand og TØ er endnu ikke blevet sat til at køre ”lastbilen” i den forkerte side af vejen og skifte gear med venstre hånd.
Vi havde for øvrigt rigtig dejligt vejr – omkring 22 grader.
p.s. Tø ringede hjem til sin far…….. (det er første opkald til det danske på turen og det er hundedyrt med mobiltelefonen) – men så er det godt at morfar ikke kan så godt engelsk og endnu ikke ved at det var ”modtageren betaler ” J
Fremtidige opkald til det danske bliver via et telefonkort – så er det ¼ af prisen.
2l/3: Dunedin – Te Anau, 398 km.
Vi kørte fra Dunedin kl. 9 – og spiste morgenmad på en rasteplads lidt senere. Det var generelt en lidt koldere dag og på vores lange tur fik vi også mærket blæsten og regnvejret for første gang. I dag skulle vi have en køredag – idet vi skulle tværs over landet helt nede i syd. På den tur er der ikke så meget at se – udover den sædvanlige pæne natur. Vi gjorde dog holdt ved Purakaunui vandfaldene som der er flere af – og det største er omkring 20 meter højt. Vi skulle gå ca. 10 minutter ind i en regnskovsagtig skov før vi kom ud til vandfaldene – og det var faktisk lige pludselig som at befinde sig på Maui igen. Vi spiste en sen frokost på Subway på halvvejen – i en by der hedder Invercargill. Rikke spiser os snart fattige – hun spiser mere end sin mor og faktisk lige så meget som sin far. På den lange vej så vi desuden 1 mio. får, 0,5 mio. køer og 0,2 mio. hjorte – det er helt vildt hva’ der er af kreaturer i landet og vi synes ikke vi kan se så mange gårde – men en gård har nok rigtig mange dyr. Det var en lang tur…… – og da vi for det meste sad inden i bilen gjorde det ikke så meget at det blæste og regnede – ligesom det regnede da vi kom til campingpladsen i Te Anau. For campingfolk kan bemærkes – at sådan en 5 stjernet campingplads kun koster ca. dkr. 400,00 for 2 overnatninger…… – det er nogle andre priser end i Italien og Danmark.
Nu er der tidligere nævnt, at Klaus er en rigtig god og tålmodig chauffør og han har vænnet sig til at køre i ”den forkerte side” – men så lige i dag da han havde stillet autocamperen og skulle ind på sædet igen gik han om på den forkerte side og sad næsten på sædet INDEN han opdagede at der ikke var noget rat……….. Det måtte vi jo lige grine af – og især børnene grinede lang tid efter.
22/3: Te Anau, 0 km.
Vi skulle blive på campingpladsen og have en afslapningsdag. Så vi gik op i byen og fik en lækker morgenmad med æg og bacon – som blev indtaget udenfor i det gode vejr. Det var endnu en dejlig solskinsdag. Derefter gik vi rundt i byen – meget hyggelig by med butikker, strand og havn. Om eftermiddagen kørte ungerne go-kart på pladsen og Klaus fik sig en ”morfar”. Kl. 16.30 skulle vi med en båd ud til ”de lysende orm” grotten (Glowworm Caves – ingen billeder, da der ikke måtte medbringes kamera). Der var ca. 30 minutters sejlads og derefter skulle vi nærmest kravle ind i en grotte (jow benmusklerne blev prøvet af) og med en lille mini båd inde i grotten hvor vi skulle være helt stille og der var helt mørk. Ormene lyser nemlig kun hvis der er helt stille og mørkt. Grotterne/hulerne er 15.000 år gamle. Vi kunne høre diverse vandfald omkring os – så vi kunne ikke lade være med at spekulere på om nu denne ”ormekaptajn” kendte ruten…!! Ormene lyser for at fange insekter og det var som at sejle lige så stille under en lysende klar stjernehimmel. Meget speciel oplevelse – om end det nærmede sig klaustrofobiske tilstande inde i grotten. Vel hjemme igen hentede vi en pizza og lidt hvidløgsbrød som vi spiste hjemme på campingpladsen.
23/3: Te Anau – Milford Sound og halvvejs til Queenstown, 316 km
Så kom dagen som var en af de ting som specielt Klaus havde glædet sig til, Milford Sound. Det er den mest berømte fjord i NZ. Den er 22 km lang, 2 km bred og er omgivet af helt lodrette og stejle klipper som spejler sig ned i det stille vand. Det eneste der forstyrre stilheden er store og små vandfald, sæler og fugle. Adskillige har kaldt denne natur for det ottende vidunder – og der er en sjælden fornemmelse af total uberørthed. Vi fik fuldt indfriet vores forventninger og det var en helt ubeskrivelig naturoplevelse – som vi nok hverken før eller siden vil se igen. Der er taget mange billeder og video. Ungerne var også meget betaget af turen – og prikken over i’et var da vores båd næsten sejlede ind under et vandfald – da blev vi våde….! I Mildford Sound er 2 ud af 3 dage regnvejrsdage…….. men vi var igen heldige. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Lige inden vi var i havn – var vi nede i et undervandsobservatorium, l0,5 m under havoverfladen. Nu var det fiskene der kigge på os… – og vi kiggede selvfølgelig også på fiskene og havdyrene.
Vi var taget fra CP kl. 8.30 om morgenen og det tager 2 timer at køre til Mildford Sound – og der er kun EN vej – så den måtte vi så ned af igen. Det var bjergkørsel endnu engang – men heldigvis er der endnu ikke rigtig nogen af os der har været plaget af køresyge. For at Klaus lige kunne sunde sig oven på oplevelsen og bjergkørslen – gjorde vi holdt ved en legeplads og kørte derefter mod Queenstown. Vi overnattede på en rasteplads sammen med 6-7 andre autocamperer og var godt trætte.
24/3: Nær Queenstown – Queenstown, 90 km.
Vi kørte fra rastepladsen direkte til Queenstown – hvor vi spiste vores morgenmad ved havnen – igen i 22 graders sol. Derefter kørte vi til campingpladsen i Queenstown som ligger 10 minutters gang fra byen – hvor der også er både strand og bådehavn. Meget charmerende by – og vi kan godt mærke at det er en by med liv. Der er unge mennesker, trackingfolk, paraglidere mv. overalt. På CP bor der 3 danske fyrer som kører rundt på NZ – nu for 6. uge i træk.
Dagen er gået med internetopdatering, dagbog, lektier og afslapning på græsset. Vi gik over på en sportsplads lige ved siden af CP – det er en plads hvor paragliderne lander. Det fik vi lang tid til at gå med at kigge på – dog uden misundelse!
Mutter Tø stod for hofretten – pasta og kødsovs….
25/3: Queenstown – Queenstown 0 km i camperen – men ca. 5 km. på gåben..
Vi blev i QT endnu en nat og vi havde en rigtig sjov og glad dag – specielt for børnene. Klaus var ved en fys./massør – det trængte han til efter 3 ugers hård madras og megen kørsel. Så børnene og Tø hentede ham der i byen godt middag og gik derefter op til gondolen. Vel oppe på bjerget skulle Kø og ungerne køre i bobslæde og Tø skulle filme. Der var meget varmt oppe på bjerget – men utroligt smukt. Efter 3 ture hver i bobslæde købte Kø og Rikke en ekstra tur – nu på den hurtigere bane. Lidt derfra på bjerget så vi Bungy jumpere/svingere blive smidt ud over kanten – en mildere udgave af det rigtige Byngy Jump – hvor man gynger en hel del samtidig med – men man falder ikke så langt. Nede i byen igen hoppede ungerne i elastik trampolin og de grinede så meget – at dem der kom forbi også grinede med. Rikke fik lavet en baglæns salto. Aftalen var så at vi skulle i skøjtehal – men da vi endelig nåede frem på de gamle ben var den under ombygning……. – skuffet (især børnene) gik vi tilbage mod byen og som plaster på såret fik ungerne en kæmpe is. Og noteret….. Rikke støvsugede autocamperen uden bøvl…. Efter aftensmaden løb børnene ned på en nærliggende legeplads ved en skole og vi fik dem hentet inden det blev helt mørkt. I morgen er det Rikkes fødselsdag og Louise glæder sig mindst lige så meget som Rikke.
26/3: Queenstown – Wanaka, 90 km.
Rikkes 9 års fødselsdag og endnu engang er vi på ferie på hendes fødselsdag. Vi vækkede Rikke med morgensang og derefter begav Kø sig over i fælles køkkenet (jow han kunne godt finde vej…) – for at lave bæg og æcon (det kom Rikke til at sige i går aftes). Vi havde lys i franskbrødet og flag og der blev uddelt gaver. Rikke fik puslespil, NZpenge og stylter (når hun kommer hjem) og ikke mindst, hul i ørene af Louise (og med tilladelse fra mor og far !). Efter aftale med Rikke skulle vi køre til Wanaka og besøge Puzzling World. Men inden vi nåede dertil var vi forbi ”det rigtige Bungy Jump” som blev ”opfundet” i 1988 netop på den bro i NZ – Kawarau Bridge. Whau hvor en oplevelse – at se disse mennesker gøre sig klar til at springe, høre deres skrig, se dem få hovedet under vand og se dem igen når de ”havde gjort det” – Ungerne var ikke til at få med videre. Der skulle omkring 1 mio. kr. for at få nogen i vores familie til at gøre det. Vi kom til Wanaka over middag – der er en pragtfuld sø lige midt i byen. Dejlig campingplads med udsigt over søen og en campingplads med swimmingpool (dem er der ikke mange af i NZ). Ungerne og Kø kom i – men det var lidt koldt vand. Derfra videre til Puzzling World – som er en kæmpe udendørs labyrint og et slags hurlum hej hus. Det var fascinerende og Kø og ungerne gennemførte labyrinten ( Tø sprang af på halvvejen ) og de gik vel i alt omkring 3 km. incl. op og ned af trapper og broer. Rikke fik lov at bestemme aftensmaden og hun valgte Ribs på en dejlig restaurant ved søen. Desuden fik Rikke ringet hjem til både morfar og farmor. Rikke havde en dejlig fødselsdag og takkede for dagen inden begge børnene glade og trætte lagde sig til at sove.
p.s. husene her er noget dyrere end i Dunedin og vel på niveau med Silkeborg og Risskov. Omkring 2,0 mio. – 6,0 mio. – men så er udsigten også forrygende.
27/3 Wanaka – Vestkysten nord for Greymount, 484 km
Vi skulle have en køredag – idet vi skulle op langs vestkysten – hvor der er temmelig øde og ikke så mange ting at se på. Det var en grå vejrs dag med regn indimellem. Det er desuden på Vestkysten der er flest sandfluer – og dem fik vi så også hilst på J. Vi skulle over et par bjergpas – og her er naturen og bjergene meget præget af regnskov. Vi skulle have et stop på vejen og det var ved Frank Josef Gletsjeren – som er meget speciel. Ikke som gletsjer som sådan – men fordi dens udløb faktisk når helt ned i regnskoven. Så vi gik ca. 15 minutter i regnskoven – og vupti så var udløbet tæt på – selvom der hvor vi stod vel var omkring 18-20 grader. Vi holdt selvfølgelig nogle pauser i løbet af dagen – men kørte fra kl. 9.00 indtil vi var fremme på en rasteplads kl. 19.30, hvor vi overnattede ved en ”vesterhavet”. Efter lidt nudelsuppe og Møllerens Macaroni gik vi i seng. Og apropos Møllerens Macaroni – så var det det Klaus levede af da han i sin tid var på camping med hans far og mor……….. – påstår han J Er det rigtigt, Maja?
28/3 Nord for Greymount – Hanmer Springs (med et par afstikkere), 305 km.
Vi kørte direkte fra rastepladsen til Pancake Rocks. Et naturfænomen hvor klipperne ligner pandekager der ligger lag på lag – og hvor det har dannet sig til kæmpe klipper/grotter ved vandkanten. Havet omkring klipperne er vildt – og bølgerne bruser frem og tilbage og afgiver kæmpe brøl hver gang de enorme vandmasser presser sig ud i havet igen inde fra klipperne. I 1995 skete der faktisk det tragiske at 14 unge omkom – da en udsigtsplatform styrtede sammen, så vi havde ekstra godt fat i ungerne der. I souvenier shoppen fik vi købt en god bog med mange billeder fra NZ. Vi kørte videre til Shantytown – som er en gammel guldgravermine by. Byen er sammensat er huse fra forskellige steder i NZ fra omkring 1900-tallet – men ligner en stor samlet by. Der er skole, kirke, hospital, fængsel mv. og byen er ”bygget” og vedligeholdes som turistattraktion udelukkende af frivillig arbejdskraft. Rikke interesserer sig rigtig meget for sådan nogle ting og der kommer 10 spørgsmål på et minut – så det er med at holde sig ”i form”. Louise spørger også lidt, men dybest set så er hun vist mest interesseret i, om nu hendes hårbånd passer i farven til hendes regnjakke…:-) Og vi havde regnjakker på i dag – men vejret var heldigvis fortsat lunt.
Vi kørte til Hanmer Springs og overnattede på en campingplads. Her er naturlige varme kilder, så i morgen står der ”store badedag” på programmet, det bliver rart. Hanmer Springs ligger næsten ved Østkysten oppe i den øverste ¼ af Sydøen. Der er cirka 300 kilometer til færgen til Nordøen – som vi regner med at tage med på tirsdag.
Facts om NZ:
Vi har nu været i NZ i en god uge og har efterhånden fået et helhedsindtryk af NZ og folket her.
NZ er 6,5 gang så stort som DK – 4 mio. indbyggere. Der er rigtig mange turister her – men det er på en rar måde. NZ’erne har fået turisterne og turistattraktionerne ”arrangeret” rigtig godt og dette selvfølgelig også qua at mange af attraktionerne er selvsyn. Der er ikke noget her der er bøjet i neon – og alle butikker har mindst 100 brochurer på mulige oplevelser i NZ – ligesom gode vejkort mv. er helt til fri afbenyttelse. Man føler sig meget tryg i landet, er ikke bange for at gå alene, er ikke bange for at lade camperen stå mv. – ligesom Louise og Rikke et par gange har været alene på nogle legepladser. Men bare rolig…. – de har armbånd på med navn/telefon.nr. mv.. Der er også her rigtig mange japanske turister der tager billeder i tide og utide…!! NZ har et kærligt forhold til deres land – og de passer godt på det og de er stolte af det. Desuden er her ingen krybdyr………. – vi har endnu ikke set noget der minder om en bille eller edderkop – dejligt.
29/3: Hanmer Springs – 0 km.
Her til morgen sov vi lidt længe og spise både morgenmad og frokost uden for autocamperen. Dagen begyndte med sol – senere på eftermiddagen blev det overskyet – men fortsat lunt. Om formiddagen fik vi ryddet op, vasket lidt tøj og i det hele taget slappet af. Over middag gik vi op til de varme kilder. Der er omkring 10-12 forskellige ”bade” fra 28 grader til 41 grader og i det ”almindelig” bassin var også sjove rutsjebaner…… – så udover at nyde kilderne fik ungerne også leget og dykket. De varmest kildebade på 40-41 grader lugtede godt af svovl…. – og det var faktisk for varmt for nogen af os. Men et hyggeligt sted – og ikke overfyldt her i sensommeren i NZ. Til aften blev der hentet pizza – og derefter så vi film og fik popcorn. Det var hyggeligt at se vores optagelser her fra NZ, og en god reminder om hvor meget vi indtil nu har oplevet. Vi har fået opdateret hjemmeside, dagbøger, billeder og taget back up.
30/3: Hanmer Spring – Picton, 285 km (de sidste på Sydøen) kilometer i alt på Sydøen 2888.
Vi kørte fra Hanmer ved 9.30 tiden op mod Picton som er et af de nordligste steder på Sydøen – der skulle vi med færgen næste dag – til Nordøen. Dagen var lun, men det var overskyet hele dagen. Vi spiste morgenmad i Kaikoura ved stranden og forsøgte at se hvaler – men der var ikke lige nogen mens vi var der. Vi var i Picton ved 14 tiden og ved 16 tiden gik vi ned i byen. Byen er en færgeby – men alligevel meget hyggelig og charmerende. Nede i byen tog vi et slag minigolf – Klaus vandt! Derefter hentede vi noget aftensmad som vi spiste i parken. Der var så 200 måger der kiggede på det. Det var noget friturestegt kylling – lidt for fed mad – så vi fik ikke spist op. Klaus påstår, at han kan huske præcis de 4 dage på vores tur hvor han er blevet mæt…;J. Vi sagde tidligt godnat – for vi skulle op og med færgen til Nordøen kl. 8.25 – tjek ind 7.25. Inden da havde vi brugt en times tid på, at detailplanlægge vores videre færden på den nye ø. Med vemod skulle vi sige farvel til Sydøen – hvor vi virkelig har haft nogle fantastiske oplevelser.
31/3: Picton-Wellington (NZ hovedstad – 325.000 indbyggere) 3 timers sejllads, 39 km.
Vi stod tidligt op – og fik sagt farvel til Sydøen. Vi skulle sejle godt 3 timer – hvoraf den første time var i ”skærgården”. Det var meget flot – men desværre en overskyet dag. Lige inden vi kom ud af skærgården – så vi delfiner boltre sig i vandet. De er altså søde. I Wellington regnede det – så det var på med regnfrakkerne – og så gik vi rundt i byen. Vi så parlaments bygningerne og byen – men trak så indenfor i deres Nationalmuseum pga. regnen. Imponerende bygning på 6 etager og et af verdens nyeste, største og dyreste nationalmuseer. Man kunne sagtens få en hel dag til at gå der – vi gjorde det dog på 3 timer og så var regnen også stoppet. Wellington er NZ’s hovedstad – men der er ingen der kan forstå at hovedstaden lige netop skulle ligge der. Det er et af landets mest vakkelvorne steder og der er et lille jordskælv om ugen og forskere mener også, at der en dag kommer et større således at indsejlingen til Wellington vil blive lukket. Der blæser altid meget i Wellington og der er tit en konstant hyletone – forstærket af de mange højhuse der danner vindtunneler. Vi oplevede dog hverken jordskælv, blæst eller hyletoner….
På campingpladsen i Wellington fandt Rikke og Louise sammen med Kristina som er sjællænder og 8 år. De skulle også videre op på Nordøen – så måske de mødes igen.
p.s. Rikke fik huller i ørene…….. – fin lille diamantørering !. Hun skulle ikke holdes i hånden og hun sagde ikke av – men vi kunne godt se at hun blev en smule bleg.
1/4: Wellington – Napier, 316 km.
Desværre vågnede vi ”igen” op til en overskyet dag – dog fortsat lunt – men vi har godt kunne mærke de sidste dage – at efterårsvejret er på vej. Ikke så meget sol og lidt koldt om morgenen og om aftenen. Men det ødelægger nu ikke vores humør og naturen er lige flot.
Vi kørte et par timer – så var vi i ”Dansker byen” Dannevirke. Man bydes velkommen af et kæmpe skilt med en viking og det samme på vej ud af byen og et ”farvel”. Dannevirke er grundlagt af en masse skandinaver som flyttede dertil omkring 1870. De arbejdede hårdt og nogle tog også hjem igen – men en del blev hængende. De blev hurtigt integreret – så i dag er der ikke mange ”rigtige” skandinaver tilbage – og vi mødte desværre heller ingen. Til gengæld fik vi snakket med nogle NZ’er og de spurgte selvfølgelig til hvad vi synes om prinsesse Mary. Vi var en tur på den gamle kirkegård – og der var en del skandinaviske og danske navne. Kirkegården er nedlagt i dag. På vej ud af byen kommer vi forbi et spejderhus. Vi holder for at tage et billede (Rikke har stort set taget billeder af alle spejderhuse vi har set på rejsen). Det har hun aftalt med hendes spejderleder. Vi bliver budt indenfor – og der skal netop til at være spejdermøde – så ungerne vrimler ind i deres spejderuniformer. Vi snakker en halv times tid med spejderledere, Rikke får en masse blade, emblemer osv. – og inden vi går igen synger vi en dansk farvel spejder sang. En meget stor oplevelse for Rikke.
Der var lige 120 km. tilbage til Napier og der ankommer vi ved 17.30 tiden. Der var lunt – så aftensmaden bliver nydt uden for autocamperen.
Vi fik også lige lavet aprilsnar med ungerne…. – idet vi råbte; Der er en sæl ude på græsplænen – og tænk jer……….. – de spænede udenfor for at kigge………. IQ negativ!!!
2.4: Napier – Taupo 157 km.
Napier er en ny by. Den blev fuldstændig ødelagt i 193l af jordskælv – og blev så opbygget i art-deco stil i løbet af 30’erne. Napier er ligeledes den by i verden som får den første morgensol.
Nu er vi ikke så kunstneriske – men vi kunne da godt få øje på et par lyserøde og lysegrønne bygninger nede i byen – men ikke noget vi faldt i svime over…. Over middag kørte vi videre mod Taupo – der var lige et par mindre bjerge vi skulle over – men ikke nær så høje og store som dem på Sydøen. Landskabet her på Nordøen er anderledes end Sydøen, der er ikke så høje bjerge, der er mere trafik, der er bredere veje og der er flere biler, byer og mennesker. Der bor også flere på Nordøen end på Sydøen. Til gengæld har de en knap så overvældende en natur generelt. Vi ankom til Taupo om eftermiddagen og ungerne hoppede straks i poolen – der var både en på 29 og 40 grader – så de kunne holde varmen selvom solen ikke var fremme hele tiden. Vi kørte ind til byen og fik vores aftensmad på Pizza Hut… og Klaus blev mæt!
Lake Taupo er NZ største sø, 606 km2 og op til 190 m dyb. Hele byen er bygget oven på aske fra mange vulkaner. Den største vulkan var i udbrud senest i år l89 og udbruddet var så voldsomt at der er fundet aske fra den både på Hawaii og Kina. Da den havde ”sprøjtet” sig tom styrtede den sammen og det er nu blevet til Lake Taupo.
p.s. Badet her på 40 grader er kildevand…….. – det var først for et par dage siden at Louise fandt ud af hva’ kildevand er………… ja indtil da troede og synes hun at det killede………………..
3/4: Lake Taupo, 101 km
Vi sov lidt længe og kørte derefter op til det mest fotograferede vandfald i NZ– Huka Falls – som er et af New Zealands længste vandfald. Et meget flot og larmende vandfald. Så kørte vi længere nord på op til Orakei Korako (også kaldet Den gemte dal) som er et meget specielt landskab omkring en sø. Det er termiske søer, kogende mudderpøler og meget svovlholdinge små søer/vandpytter. Vejret var omkring 20 grader og det blev endnu mere varmt at gå omkring deroppe – for undergrunden er meget varm og de termiske søer omkring 60 grader varme. Der var også en meget stor åben grotte med en lille sø – hvor man kunne putte sin hånd ned og ønske. En meget interessant oplevelse – hvor man følte det lidt som om at man gik på en fremmed planet med rygende jord omkring sig. Efter nogle timer kørte vi tilbage til Taupo sø og campingplads. Der fik vi et par timer i poolen – hvorefter vi lavede kylling i karry med ris. Vi er ved at komme ind i en god rytme med at få lavet mad og så skiftes ungerne til at vaske op sammen med en voksen – det er smadder hyggeligt.
4/4: Lake Taupo – Blue Lake, 96 km
Børnene fik leget lidt med Kristina inden vi tog af sted fra CP – Kristina var kommet om aftenen – det var et glad gensidigt gensyn. Vi kørte direkte til Maori landsbyen Whaka – som også er en meget røgfyldt landsby med termiske søer og igen boblende mudderpøler. Vi så også Gejseren Pohutu i udbrud. Vi kiggede ind i et par kirker og grundet den varme undergrund var der bla. sat skorstene på gravstederne – alternativ var lågene formentlig blevet dampet af på et tidspunkt. Vi følte, at vi gik i en landsby James Bond havde efterladt efter nogle bomber og kampe. Overalt røg/dampede det fra den varme undergrund – som er varm fordi landsbyen ligger på en gammel vulkan. Det var den landsby som Maorierne første bosatte sig i på NZ. Maorierne ligner en mellemting mellem en indianer og en ”godt i stand” japaner. Vi så ligeledes en koncert/dans med maorierne – de er vældig dygtige både til dans og sang. Efter den oplevelse kørte vi til Rotorua, gik en tur i byen og fik en frokost inden vi kørte op til campingpladsen. I Rotorua by var der en strand/havn hvor vi fik hilst på et par sorte svaner. De er nu kønneste når de er hvide. Det helt specielle ved Rotorua by er, at der er mange termiske områder (altså varme svovlholdige vandhuller) – og det gør også at der i byen og omegnen lugter/stinker af råddent æg – men det vænner man sig til. Campingpladsen lå ved ”Blue Lake” – en lille hyggelig campingplads tæt ved søen. Ved aftenstide gik vi en tur ved søen og fik en is – samtidig med at Kø og Tø fik lært et par børnelege. Og imellem os…. Kø vandt over Tø i kortspil.
Det var en overskyet dag – fortsat lunt om dagen, men halvkoldt om aftenen og morgenen.
5/4: Rotorua – Waihi Beach, 158 km.
Efter vores nat i Rotorua kørte vi lidt længere op at bjerget for at se ”Green Lake”. Den grønne og den blå sø ligger ved siden af hinanden med 20 meters højde forskel – underligt at se på. Derefter kørte vi videre op forbi ”Den begravede landsby” – som er en landsby der blev begravet af en vulkan i 1886. Den er nu til dels gravet op igen – og man kunne se de gamle ting fra dengang. Bl. a. en symaskine der havde sat sig fast i et træ. Vi var ikke inde i landsbyen – men så blot noget video derfra. Derefter skulle vi mod Waihi Beach – men på vejen gjorde vi holdt ved Zorb – som er en halv sindssyg ekstrem aktivitet, hvis I spørger mig, men vi skulle jo lige se det. Man bliver proppet ind i en stor badebold – med eller uden vand – og så bliver bolden rullet ned af en bakke….!!!. Der var ingen i Ø familien der ville prøve den. Vi var ved campingpladsen i WB ved 15.00 – i lunt vejr, men stadig uden sol…! Der er en lille å på pladsen, hvor der er halvfede ål i. Vi gik en dejlig tur på stranden, hvor muslingerne og muslingeskallerne er noget mere farvestrålende og interessant end dem på stranden i DK. Ungerne fik lov til at beholde et lille begrænset udvalg derfra – nu må vi se om de når helt med hjem. Efter strandturen var ungerne og Kø i poolen – 29 gradet og 38 grader – så de kunne holde varmen. Vi fik spist og vaske op – og derefter så vi alle fire videobånd nr. 3 fra ferien.
Om aftenen var der dejligt lunt – og de næste par dage kører vi endnu nordligere, så der håber vi på fortsat lunt vejr.
Desværre er vi begyndt på nedtællingen i NZ – men så skal vi jo ”bare” til nogle nye oplevelser i Australien J
6/4: Waihi Beach – Coromandel, 175 km.
Vi fik en ekstra time på CP – idet vi nu er overgået til vintertid på NZ og dermed stillet uret en time tilbage. Det var ungerne meget glade for – for så kunne de være en time ekstra i poolen inden vi skulle være ude af CP kl. 10.00. Vi kørte op af halvøen Coromandels østside. Det er ”Beachstedet” i NZ og et sted hvor mange storbyes NZ’er holder deres feriedage. Der er ligeledes mange der holder jul på stedet, idet det er der NZ’ernes juletræer gro. Et stort træ med røde blomster – der var fortsat nogle i næsten fuld flor. På vejen dertil skulle vi ”lige” over et par bjerge af rute 309 og det var utroligt flot – højt oppe og med kysten og kystlinien nedenfor. Vejen var meget smal og stort set grusvej og ene hårnåle sving de 20 km den er. Men inden vi fik den oplevelse var vores første stop ved Hot Water Beach – som er en strand hvor man kan grave et hul i jorden (inden der bliver højvande) og vupti så kan man putte tæerne i 65 grader varmt vand. Det skyldes, at der ligger en gammel vulkansten 2 km. under stranden – helt indlysende….! Derefter kørte vi et par kilometer til Hahei strand som går for at være en af NZ bedste, flotteste og længste strand. Det lignede fuldstændig en Caribisk strand og heldigvis var solen helt fremme på himlen imens vi gjorde holdt der. Så kørte vi af den skæve vej det sidste stykke til Coromandel (typisk Klaus der absolut skal af de spændende bjergveje) – men fint nok for så kom vi forbi Waiau Waterworks som er en park med diverse træ- og vandskulpturer og det fungerer samtidig som en legepark. Lidt underlig sted – men børnene synes det var vildt sjovt. Måske var det fordi Tø tabte vandkampen derinde. Derefter spiste vi i Coromandel by – på en lille hyggelig cafe hvor vi alle blev mætte J
7/4: Coromandel – Orewa, 2l4 km.
I Coromandel lå vi næsten helt ud til Stillehavet – desværre bliver det allerede mørkt omkring kl. 19.30 – så i aftes nåede vi ikke rigtig at nyde udsigten. Til gengæld går Klaus jo hans obligatoriske morgentur med kaffe, Sudoku og kamera under armen for ikke at vække os andre. Her til morgen var ungerne dog også friske – så de nåede at komme med på morgenturen – mens den ældre generation lige fik en halv time mere på øjet….!. Vi kørte fra CP i dejlig sol og kørte mod Orewa – som ligger lidt nord for Auckland. Rigtig dejlig by og CP – hvor vi fik en plads på yderste parket til Stillehavet. Eftermiddagen gik med at få lavet lektier, dagbog og vasket tøj og derudover fik vi varmet pandekager med syltetøj til eftermiddagsmad – uhmmm. Efter aftensmad gik vi en tur ind til byen og fik en is. Det var en dejlig ”afslapningsdag” – og dagens højdepunkt var, da Tø fandt 4 danske ugeblade der var efterladt på pladsen. Orewa ligger tæt på Auckland – så det er den typiske plads for folk der enten lige er ankommet eller er på vej hjem.
8/4: Orewa – Whangarei, 140 km.
Nu er vi ret præcis halvvejs på vores rejse – og uha hvor har vi oplevet meget, og det bundfalder sig nok ikke rigtig før vi er hjemme igen. Indtil nu har vi oplevet det vi gerne ville her på NZ – så her i de sidste par dage er der tid til lidt mere byture og afslapning. Det har været rigtig godt, at vi undervejs har kunnet kigge vores videobånd igennem – på den måde har vi oplevet det hele 2 gange.
I morges skulle vi lige have et slag bordtennis inden vi satte kursen mod Whangarie – som ligger oppe i den nordligste del – og samtidig er Whangarie Nordlands største by. Vejen op var vældig fin og både med brede veje og lidt bjergkørsel. Der er meget frodigt og grønt omkring os, og her er stort set heller aldrig vinter, idet klimaet er subtropisk.
Vi startede inde i byen med at se lystbådhavnen og stemningen omkring den. Derefter fortsatte vi ind mod byen og osede lidt og fik en kop kaffe. Inden vi landede på campingpladsen var vi omkring Whangarei Falls – endnu et vandfald J. Det er 25 meter højt og løber i 3 baner og det meste fascinerende ved dette var, at man kunne se det tæt på fra alle vinkler – så det larmede meget og vi følte også at det regnede lidt.
I disse dage har især Louise snakket meget om ”vennerne” derhjemme og det at skulle starte i skole. Men ellers er humøret fortsat højt – og det mærkes og virker til at børnene virkelig er glade for at være sammen med os (endnu). Vi gamle værdsætter i hver tilfælde det at være sammen.
9/4: Whangarei – Orewa, 155 km.
Vi kørte tilbage til Orewa Camping – fordi CP ligger tæt på Auckland hvor vi skal flyve fra til Australien. Vi vågnede til blå himmel og sol – og satte kursen med One Tree Point som er et rigtig flot udsigtspunkt lidt syd for Whangarie. Det ligger helt ud til Stillehavet og der er land/øer 360 grader rund. Derefter kørte vi til NZ eneste Olie raffinaderi. Det blev bygget i 1980’erne, det tog 5 år og der var 4000 mennesker der arbejdede på projektet fra hele verden. Dog ingen fra DK. I tilknytning til raffinaderiet er lavet et flot besøgscenter med film, billeder, computer, modelbyggeri mv. af raffinaderiet.
Ved 14.00 tiden var vi retur på Orewa CP og fik en slapper i solen. Sidst på eftermiddagen gik vi en tur ind til byen og fik noget godt aftensmad. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor vi også fik snakket om NZ og hvad vi indtil nu har oplevet.
10/4: Orewa – Orewa, 0 km.
Så var vi kommet til ”pakke ned” dagen…. – snøft snøft. Pigerne hyggede sig i TV stuen med spil og tegnefilm – mens vi voksne pakkede ned. Det er ikke til at være 4 mennesker og 4 kufferter på 10 m2 – når der skal pakkes ned og smides ud…..! Vejret var dejligt – så det blev også til en gå tur ved stranden og en forsinket frokost nede i byen. Sidst på eftermiddagen og over aften blev der spillet bordtennis og bordtennis og bordtennis – så vi kom til at svede. Det var nu mest vi voksne og der er blevet lovet Kø, at vi ikke røber hvem der vandt J
11/4: Orewa – Auckland, 49 km.
Vi stod tidligt op, idet vi skulle nå en bytur i Auckland inden vi skulle aflevere vores camper kl. l6.00 lidt nord for Auckland. Vi fik afleveret vores bold til et hold danskere på pladsen og kørte mod Auckland allerede kl. 9.00. Indkørslen til byen er meget meget flot, masser af vand og både over det hele. Byen er ikke hovedstad i NZ, men det er den største by med 1,2 mio. indbyggere. Arealmæssigt hører den til en af verdens største byer pga., at alle stort set bor i hus med have og det etagebyggeri der er – er kontorbygninger. Der er overvejende asiater i byens centrum, fordi de unge fra Korea og Japan kommer dertil for at uddanne sig. Der er 80.000 sejlbåde i byen og det er den by i verden hvor flest indbyggere ejer en båd. AL er bygget på over 60 vulkaner og asken derfra er brugt til byggematerialer – men der er endnu 3 synlige vulkaner tilbage. Der er sjældent sne i AL – faktisk så sjældent at den lokale avis udlover gratis aviser hvis/når der er sne. Varetegnet for byen er Sky Tower, som er højere end Sydney Tower og Eiffeltårnet. Man kan selvfølgelig også her vælge at sætte livet på spil ved at klatre omkring tårnet højt oppe eller blive hejst ned i noget tov, næsten ligesom et Bungy Jump. Vi nøjes med at tage op i tårnet – og det er en forrygende udsigt man har deroppe fra. Vi kunne se op til 80 km væk – der var klart vejr og sol. Noget af gulvet er glas…….. og vupti det turde Tø ikke at gå på ! Det var en meget ubehagelig måde, at skulle tage et skridt ud på et glasgulv – hvor man kan se små mennesker og biler neden under. Efter turen i Sky Tower – fik vi købt en del souvenirs – så meget at vi måtte købe en ekstra taske!!!
Derefter gik turen til Kea (vi fik afleveret vores hjem…) og derefter til et rigtig hyggeligt hotel tæt på lufthavnen. Oakwood Manor ligger kun 10 minutter fra lufthavnen og har gratis transfer hver 30 min. Vi fik en lejlighed med spa bad, hvilket ungerne nåede at nyde inden vi lidt tidligt skulle i seng.
Det blev til 1602 km. på Nordøen og 4490 km. i alt på NZ.