4/3: Vi fik sovet og spiste lidt sandkage til morgenmad inden vi tog på tur i bilen til den nordlige del af LA. Vi så skiltet med det kendte Hollywood, Walk of Fame, Sunset Bouldevard, Beverly Hills (men Brenda var ikke hjemme) og videre til Santa Monica stranden og ikke mindst den berømte mole. Her fik vi kigget på alverdens mennesker og vi har generelt fået styrket vores selvtillid ved at kigge på amerikaner. Efter en soppe tur i vandet tog vi videre til Venice Beach, en meget anderledes promenade end Santa Monica, men absolut også et meget spændende sted at studere befolkningen. Herefter videre af rute 1 syd på til LA havnefronten, sikke en kæmpe havn med rigtig mange og store kraner, containerterminaler osv. Videre over et par flotte broer inden vi atter kunne gå til køjs. Natten forløb fint om end Louise og Klaus endnu ikke helt har fået stillet det indre ur.
5/3: Så kom den længe ventede tur til Disneyland – der hvor Mickey Mouse og alle de andre ikke er udklædte! (citat Louise). Det er en kæmpe oplevelse at se den fantastiske park, udsmykning og ikke mindst opleve personalet i Disneys engagement og service. Imponerende entusiasme, organisering og ikke mindst opmærksomhed de lægger for dagen. Vi brugte hele dagen på den ene park, da vi har to dage afsat her. Vi var ikke de eneste i parken, men havde dog maksimalt 10-20 minutters ventetid, så vi fik prøvet mange forlystelser. Endelig lykkedes det os at få lidt anden mad end burger og vi sluttede dagen med at se den store og fantastiske parade – imponerende. Louise faldt i søvn på hjemvejen og Rikke hurtig derefter. De har begge haft en vidunderlig dag med mange indtryk og ikke mindst har de fået taget en masse billeder og film.
6/3: Dagen i dag startede med Rikke skrev sin dagbog og lavede lektier. Dernæst i Disney Adventure Park, en kæmpe park med mange flotte forlystelser og igen en dag uden kø ved nogen ting, så vi nåede faktisk hele vejen rundt og kom hjem efter en dejlig dag, trætte og meget brugte. Så har vi pakket sammen og i morgen tidlig går turen tilbage til LA lufthavnen og herfra med fly til Maui. Lige nu sidder vi på et hotel værelse med en kop kaffe og drømmer bare frem til i morgen, hvor vi sikkert sidder med en sjus i strandkanten…. I morgen er jo også dagen hvor mange af vore naboer og venner drager til Wagrain – selv med Hawaii i vente, så vil vi tænke på jer og savne jeres selskab. Ha en god tur. Vi har alle 4 nydt opholdet her i LA meget og vi er allerede nede i gear og glæder os meget til den videre tur. Pigerne har simpelthen været så glade og smilende, ja det er bare skønt. De sover begge nu kl. 19.30 og vi sidder bare her og opdatere billeder, hjemmeside og får en kop kaffe. Ha det alle godt.